
Bliv Global KnowleX
Mentorfamilie
Som mentorfamilie mødes I med et par unge internationale studerende enten hjemme hos jer eller et sted i lokalområdet til nogle hyggelige timer sammen.
​
Kunne I tænke jer at lære nye kulturer at kende og åbne jeres hjem for et par unge internationale studerende? Som mentorfamilie får I mulighed for at mødes med de unge til aftensmad en hverdagsaften, en walk'n'talk eller måske en kop kaffe i weekenden.
De fleste af vores elever bor på lokale kollegier, kostskoler eller lignende og er tilknyttet Pre-IB-/IB-Gymnasiet, og klarer sig godt fagligt og socialt. Men der mangler noget.
​
En ekstra voksen i nærheden
I løbet af efteråret, når de unge er ved at være godt etablerede, begynder savnet af “hjem” at melde sig. Alt går fint, men de savner dem derhjemme og muligheden for at komme lidt væk fra kostskolen/kollegiet og møde nogle andre end deres nye jævnaldrende venner. Møde voksne, der i et vist omfang kan udfylde rollen som nære voksne familiemedlemmer.
Et besøg hos familien og barndomsvennerne er umuligt på grund af afstanden. Derfor kan et besøg hos en mentorfamilie – fx til aftensmad en hverdagsaften, en walk’n’talk" eller kaffehygge i en weekend være et godt alternativ. Det giver både nærvær og en mulighed for at opleve hverdagslivet og de danske traditioner helt tæt på.
Hvad indebærer det at være mentorfamilie?
Vi ser mentorfamilien som en moderne og fleksibel version af den traditionelle værtsfamilie, hvor en international studerende flytter permanent ind og går på det lokale gymnasium. Vi erfarer, at mange familier synes, at tanken om at blive værtsfamilie lyder spændende, men oplever det ofte som både tidskrævende og en stor forpligtelse, de måske ikke har ressourcer til.
Muligheden for at blive mentorfamilie er langt mindre forpligtende, og I får stadig del i den bedste del af oplevelsen – nemlig relationen til ​​de unge internationale studerende. I får mulighed for at lære de unge at kende, høre om deres baggrund, følge med i deres oplevelse af at bo og studere i Danmark, og for at dele jeres traditioner med dem. Det bliver som regel en god og lærerig oplevelse for alle parter.
​
Sådan foregår besøgene
Besøgene foregår efter aftale, og det kan fx være middag en hverdagsaften eller kaffe i en weekend. Møderne kan være hjemme hos jer eller på en café i byen, som det passer bedst.
Til forskel fra kontaktfamilien inkluderer aftalen ikke forudgående matching, ligesom der ikke er forventning om overnatning i weekender og ferier.
I vil typisk blive matchet med to elever, som besøger jer samme. Det skaber tryghed for de unge, og samtalen glider ofte lettere, når de kan støtte hinanden og skiftes til at svare. Nogle match udvikler sig til varige venskaber, mens andre måske kun mødes et par gange. Uanset hvordan det bliver for jer, ender aftenerne som regel hyggelige – og alle går derfra med nye erfaringer og et lille indblik i livet i et andet land.
Meget mere om mentorfamilier
Jeres udbytte af opholdet
Som mentorfamilie får I mulighed for at:
-
Lære unge menneske fra andre EU-lande at kende.
-
Høre om traditioner fra de unges familier og kulturelle baggrund.
-
Få indblik i, hvordan “Danmark” og “danskere” opleves med en international teenagers øjne.
-
Udvikle kommunikationsfærdigheder på engelsk og evt. et andet fremmedsprog.
-
Få bevidsthed om sider hos jer selv, som I måske ikke er bevidste om.
-
Få et internationalt netværk og måske mulighed for at besøge de studerende og deres familie i hjemlandet på et senere tidspunkt.
​
Forventninger til jer
Som mentorfamilie har vi forventninger om, at du/I:
-
Er interesserede i at lære et par unge internationale studerende at kende og taler og forstår engelsk på let konversationsniveau. Uanset om du er alene eller en familie – og uanset alder, job eller interesser – kan du melde dig som GKX Mentorfamilie.
-
Møder de unge med interesse og nysgerrighed, og hjælpe dem med at forstå dansk kultur, humor mm.
-
Vil tage initiativ til opfølgende besøg, hvis begge parter efter første møde har lyst til at ses igen.
-
Har lyst til at introducere eleven til danske traditioner herunder traditioner om særlige mærkedage som fx jul og fødselsdag.
-
Deltager i studierelevante arrangementer – fx kongebal, studenterafslutning, dimission – på skolen i stedet for forældrene.
-
Informerer GKX ved mistanke om mistrivsel og bekymringer omkring elevens adfærd i øvrigt.
-
Har tillid og vilje til forståelse for, at den unge ikke tidligere har boet alene, og kender de danske sociale kodekser.
-
Bor i rimelig afstand på cykel eller med offentlig transport til det valgte gymnasium – eller er indstillet på at hente og bringe eleven, når I skal mødes.
-
Er indforståede med, at relationen indgås på frivillig basis, og der ikke er nogen økonomisk forpligtelse mellem jer og eleven eller GKX.
-
Orienterer GKX, hvis I ønsker at afslutte relationen med eleven.
​
Hvad karakteriserer eleverne?
De unge er:
-
Studerende i aldersgruppen 15 til 18 år, der studerer på den internationale ungdomsuddannelse Pre-IB/IB-uddannelse (gymnasium).
-
Vurderet modne nok til at bo og studere uden forældre i Danmark; de har gennemgået en grundig screening, herunder en online samtale med en GKX-medarbejder inden optagelse på GKX-programmet.
-
Aktive studerende, som bruger meget tid på deres studier.
-
Interesseret i at få en dansk kontaktfamilie, fordi de ønsker at indgående kendskab til Danmark og danske traditioner.
-
Engagerede i egne fritidsinteresser, venner og har et aktivt ungdomsliv, men savner voksenkontakt.
-
Interesserede i at få en dansk mentorfamilie, fordi de savner følelsen af indimellem at have en familie at besøge og nogle voksne at rådføre sig med. De ønsker et dybere kendskab til Danmark og danske traditioner – noget, der kan være svært at opnå, når hverdagen primært foregår på kostskolen eller kollegiet.
-
Europæere og rejser som udgangspunkt hjem i alle ferie
-
Dækket af den danske sygesikring via CPR.
-
Dækket af en ansvarsforsikring, de selv har tegnet.
​​
Hvad tilbyder GKX?
Global KnowleX er jeres garant for ordnede forhold. Vi sørger bl.a. for:
-
Grundig samtale og forventningsafstemning med os inden mentorfamilie-aftalen indgås
-
At arrangerer det første med to elever, som har lyst til at få en dansk mentorfamilie.
-
Opfølgning efter første møde ift. der er interesse for flere møder med de samme elever, eller evt. nogle andre næste gang.
-
Mulighed for deltagelse i events sammen med andre mentor-, kontakt- og værtsfamilier.
​
Hvad er næste skridt?​
Da vores elever er under 18 år, godkender og screener vi alle familier i vores netværk. Det vil sige, at I skal:
-
Udfylde og indsende en kort ansøgningsformular.
-
Modtage et telefonopkald fra en GKX-medarbejder, hvor vi taler om jeres forventninger og forpligtigelser som mentorfamilie.
-
Underskrive en kontrakt med GKX, der bekræfter, at I er indforståede med ovenstående forventninger.
​
I er altid velkommen til at kontakte GKX, hvis I har yderligere spørgsmål.
